Narsarsuaq blev vejen ud af et misbrug for Naja Poulsen
- Det kommer jeg aldrig til at glemme. Hvor hjerteskærende det er at forlade et sted, jeg har svært ved at undvære, og som var blevet mit trygge hjem, siger Naja Poulsen.
Hun er en af flere, der har været nødt til at flytte fra Narsarsuaq, efter at lufthavnen lukkede. I hendes tilfælde var det dog ekstra svært, for Narsarsuaq havde været en vej ud af et misbrug.
Naja Poulsen flyttede til Qaqortoq i år som 66-årig, efter at have arbejdet som stuedame i Hotel Narsarsuaq siden 2017. Det har dog været svært at tilpasse sig i byen.
Men da hotellet lukkede i april, stod hun uden arbejde og så sig nødsaget til at flytte.
Hun vidste godt, at det ville ske, før det skete. Men samtidig havde hun svært ved at indse, at det ville ske.
- Jeg begyndte først for alvor at tro på det, da tiden kom tættere på, siger Naja Poulsen.
Hun ville ikke forlade Narsarsuaq, fortæller hun. Hendes rastløshed blev dulmet i bygden.
Naturen hjalp hende ud af misbruget
Hun fandt roen, efter hun flyttede ind for ni år siden. Hun havde været i Narsarsuaq før, men hun var et andet sted i livet de forrige gange, hun var i Narsarsuaq.
- Jeg kan ikke huske, hvilket år jeg var i Narsarsuaq den første gang. Dengang var jeg alkoholiker og stofmisbruger.
Da Naja Poulsen flyttede til Narsarsuaq, havde hun allerede besluttet sig for at stoppe sit misbrug. Men livet i bygden hjalp hende også med at komme videre.
- Narsarsuaq har givet rigtig meget til mig. Den største grund til, at jeg stoppede med at drikke og tage stoffer var, at jeg ofte var i naturen, og jeg faldt mere og mere til ro.
Hun begyndte at ro qajaq, noget som hun aldrig havde gjort før. Og så husker hun især de lange gåture til den nærliggende bygd, Qassiarsuk.
- Jeg finder turene i naturen fredfyldte. Jeg får jordforbindelsen igen.
Der har ikke været mange gåture i naturen i Qaqortoq, og livet i byen er helt anderledes, siger hun.
Narsarsuaq fylder stadig i tankerne
Da KNR besøger hendes lejlighed, er klokken omkring ti om aftenen.
I dag arbejder hun nemlig som rengøringsdame, hvor hun tager på arbejde klokken otte om morgenen og har pause to timer senere ved titiden. Derefter går hun igen på arbejde klokken fire om eftermiddagen og får fri ved titiden om aftenen. Arbejdstiderne gør, at hun ikke rigtig føler, at hun har fri, siger hun.
Hjemmet har hun også svært ved at vænne sig til. Hun bor i en lille lejlighed, som hun deler.
- Jeg kan ikke finde ud af at bo sammen med andre. Vi deler bad og køkken. Jeg synes, det er generende. Jeg føler ikke, at jeg har meget privatliv, siger Naja Poulsen
Narsarsuaq hjalp hende ud af misbruget. Da hun flyttede til Qaqortoq, var alkohol igen mere synligt.
- Dengang delte jeg lejligheden med flere. Jeg er stoppet med at drikke og tage stoffer. Når det blev lønningsdag, blev dem, jeg delte lejlighed med, ved med at prøve at overtale mig til at drikke sammen med dem. Imens blev jeg ved med at sige nej.
I dag deler hun lejlighed med en enkelt, og der bliver ikke drukket så meget i lejligheden, fortæller Naja Poulsen.
Hun er fra bygden Eqalugaarsuit, og selv om hun flere gange har været i Qaqortoq, har hun aldrig tidligere boet der. Selv om hun finder det svært at vænne sig til livet i byen, ønsker hun stadig at finde sin egen lejlighed i byen, og få mere almindelige arbejdstider.
Men Narsarsuaq fylder stadig i hendes tanker.
- Hvis der kommer gang i Narsarsuaq igen, vil jeg søge om at komme tilbage. Med det samme.