Rekordoverskud til Arctic Prime Fisheries – fisker håber på højere torskepriser

Et fiskeriselskab har vendt flere års underskud til et overskud på 61,7 millioner kroner. Men i Qaqortoq efterlyser en fisker stadig en højere pris for hans torsk.
- Selvfølgelig er det godt, at de har overskud. Men for os brugere i Qaqortoq er de dårlige priser selvfølgelig trættende. Når man kender priserne andre steder i landet og de lave priser her, er det træls, siger en lokal fisker til KNR. Foto © : KNR
11. august 2026 11:55

Det sydgrønlandske fiskeriselskab Arctic Prime Fisheries har vendt flere års underskud til et overskud på 61,7 millioner kroner.

Nu håber en lokal fisker i Qaqortoq, at det store overskud kan bane vejen for højere priser på torsk.

Mens Otto-Ole Noahsen klargør sine bundgarn til årets torskefiskeri, fortæller han, at han har undersøgt priserne hos forskellige fiskefabrikker langs kysten, og han mener, at Arctic Prime Fisheries bør betale mere for torsken.

- Vores kolleger langs kysten får langt bedre priser. Derfor er det desværre frustrerende, at vores fabrik her i Qaqortoq fortsat betaler så lidt for torsken, siger han.

Arctic Prime Fisheries betaler i dag 16 kroner pr. kilo torsk, ifølge Otto-Ole Noahsen.

Han fortæller, at til sammenligning betaler Royal Greenland mere end 10 kroner mere pr. kilo i området omkring Uummannaq. Forskellen skyldes delvist, at Royal Greenlands torsk både hovedskæres og renses, mens Arctic Prime Fisheries kun renser fisken.

Alligevel mener Otto-Ole Noahsen, at prisen bør sættes op:

- Vi plejer ellers at forsøge at hæve priserne, fordi vi gerne vil sammenligne os med dem, der er længere mod nord, men det har ikke den store effekt, siger han.

Fra underskud til overskud

Ifølge selskabets årsrapport for 2025 vendte Arctic Prime Fisheries et underskud på 12,3 millioner kroner i 2024 til et overskud på 61,7 millioner kroner sidste år efter to år i træk med underskud.

Omsætningen steg til 350,5 millioner kroner, og driftsresultatet mere end tredobledes til 110,7 millioner kroner.

Otto-Ole Noahsen er glad på selskabets vegne. Men det ændrer ikke ved frustrationen over priserne. Foto © : KNR

Fremgangen betyder dog ikke, at selskabets økonomiske problemer er forsvundet.

Ved årets udgang stod egenkapitalen i minus med 38,5 millioner kroner, og ifølge årsrapporten er hele selskabskapitalen dermed tabt.

I årsrapporten skriver ledelsen, at egenkapitalen forventes genoprettet gennem selskabets egen drift eller gennem en kapitaltilførsel fra moderselskabet, Arctic Prime Coastal ApS.

Direktør Hentzar Petersen glæder sig over resultatet, men ønsker ikke at stille op til interview på optagelse. Han takker samarbejdspartnere, herunder fiskerne, for deres bidrag til resultatet.

Otto-Ole Noahsen er også glad på selskabets vegne. Men det ændrer ikke ved frustrationen over priserne:

- Selvfølgelig er det godt, at de har overskud. Men for os brugere i Qaqortoq er de dårlige priser selvfølgelig trættende. Når man kender priserne andre steder i landet og de lave priser her, er det træls, siger han.

Hentzar Petersen peger på, at det er svært at konkurrere med priserne hos det selvstyreejede Royal Greenland, og han vil ikke love, at priserne hæves nu, hvor selskabet har fået overskud.

Han mener dog, at det er værd at undersøge muligheden – hvilket også er, hvad fiskeren håber på:

- Jeg havde ellers troet, at prisen ville være på mere end 20 kroner, siger Otto-Ole Noahsen.

Arctic Prime Fisheries, der har 140 ansatte og driver fabrikker i Qaqortoq, Nanortalik og Kuummiut, forventer i 2026 et driftsresultat på omtrent samme niveau som i 2025.