Musikken førte dem fra Uummannaq Børnehjem til internationale scener
I ti år har de stået side om side på scenen. Fra Uummannaq til scener i Alaska, Canada, Washington, København og på Roskilde Festival.
Nu står Uummannarmiuaqqat foran en ny tid. For første gang i ti år skal de tre ældste medlemmer hver deres vej.
Heidinnguaq Jensen og hendes tvillingesøster, Miannguaq Jensen, flyttede til Uummannaq Børnehjem for 12 år siden fra et andet børnehjem.
Her voksede de sammen med Pipaluk Hammeken op i det fællesskab, hvor musikgruppen Uummannarmiuaqqat blev til. Pipaluks mor, Ann Andreasen, er forstander på børnehjemmet.
Uummannarmiuaqqat består af seks unge fra børnehjemmet, som gennem et årti har samlet sig om musikken.
Udover Hedinnguaq, Miannguaq og Pipaluk er Jane Sanimuinaq, Valdemar Olsen og Inugaarsuk Suersaq en del af gruppen. Sammen har de spillet, skrevet sange og optrådt både i Grønland og internationalt. Indimellem optræder nogle af de yngre børn fra børnehjemmet også med Uummannarmiuaqqat.
Denne sommer markerer derfor en afslutning, da Heidinnguaq og Miannguaq snart flytter fra Uummannaq.
- Men vi finder altid tilbage til hinanden. Måske i ferierne. Så der er ikke noget at være bekymret for, siger Heidinnguaq og ser over på sine to medmusikanter.
Da KNR møder dem en varm julidag i haven ved en lejlighed på Østerbro i København, hvor de holder sommerferie med de øvrige børn og unge fra børnehjemmet, er de netop vendt hjem fra den samiske festival Riddu Riđđu i Norge.
Her optrådte de med Uummannarmiuaqqat - blot én af flere koncerter denne sommer.
- Vi har altid spillet musik sammen, men nu skriver vi også flere sange sammen, og vi bliver inviteret til langt flere steder, fortæller Heidinnguaq.
Fra Uummannaq til Roskilde
I de senere år har Uummannarmiuaqqat oplevet at stå på scener, de færreste havde forestillet sig. Men koncerten på Roskilde Festival for få måneder siden står stadig som noget helt særligt.
Her gæstede de Josef Tarraks koncert, og for dem blev oplevelsen et af gruppens største øjeblikke.
- Oh my God, siger Pipaluk med et grin.
- Jeg havde aldrig oplevet noget så professionelt før. Det var helt vildt at stå der. En oplevelse, jeg aldrig glemmer.
Miannguaq nikker.
- Publikum græd også. Det var så rørende. Utroligt. Meget overvældende.
Hun holder en kort pause.
- Og vi græd også bagefter.
Musikken blev et frirum
Musikken er langt mere end en fritidsinteresse på Uummannaq Børnehjem. Den er en del af den socialpædagogiske indsats og et vigtigt redskab i arbejdet med børn og unge, der har oplevet svære ting i livet.
Gennem årene har børnehjemmets forstander, Ann Andreasen, flere gange beskrevet, hvilken rolle musikken spiller.
- De børn, vi arbejder med, er meget traumatiserede. De kan være meget stressede af det, de har oplevet i deres liv. Dér er det godt med instrumenterne. Den måde, man for eksempel står på med violinen, træner kropsholdningen, fortalte hun til DR, da hun modtog P2’s pris som “Årets Ildsjæl” i 2019.
- Instrumenterne kan være med til at hjælpe dem til at holde deres liv ud. Jeg tror, at musikken er med til at redde børnenes liv, fortsatte hun.
Den betydning kan Pipaluk Hammeken genkende.
- Børnehjemmet er ikke bare en institution. Det er et hjem, og vi har en stærk familiefølelse. Musikken er en stor del af det fællesskab og skaber også netværk.
Selv om det er sommerferie, summer lejligheden på Østerbro af aktivitet.
En gruppe drenge hjælper underboen med at flytte og bærer kasser og møbler ned ad trappen. Inde i lejligheden er andre i gang med at forberede kaffemik. Et af børnene har fødselsdag, og senere skal der både synges og spilles musik.
For de godt 20 børn og unge, der bor på Uummannaq Børnehjem, er musikken en naturlig del af hverdagen.
- Musikken har bragt os tættere sammen - også uden for øvelokalet. Når vi lærer nye sange, hjælper vi hinanden, og det giver et særligt fællesskab, siger Heidinnguaq.
Pipaluk nikker.
- Man bliver meget tæt, når man øver og optræder sammen. Vi har delt så mange oplevelser og skabt minder, som kommer til at binde os sammen resten af livet.
Når sangene bliver til terapi
For Heidinnguaq har musikken med tiden fået en helt særlig betydning. Hun skriver sange om barndommen på børnehjem, om savn, tab, følelser og den grønlandske natur.
- Nogle af mine sange handler om dem, vi har mistet. Det er stærke følelser. Jeg bruger sangskrivning som terapi, og det har hjulpet mig rigtig meget gennem årene.
I 2024 modtog hun opmuntringspriser fra både naalakkersuisut og Avannaata Kommunia - endda samme dag. Hun blev hædret for de stærke budskaber, der præger hendes sange.
For lidt over to uger siden udkom hendes første EP.
Sangen Inuulluarina er en del af EP’en. I musikvideoen står Heidinnguaq på havisen i Uummannaq i frostklart vejr iført sælskindsfrakke, bukser af isbjørneskind og kamikker. Hånden trommer rytmisk på en qilaat, mens hun synger en rolig melodi.
Heidinnguaq drømmer om en dag at kunne leve af musikken - en drøm, der begyndte, da hun blev en del af Uummannarmiuaqqat.
Hun henter inspiration hos grønlandske kunstnere som Nina, Nive Nielsen, Nanook og andre kunstnere, men også fra de musiklærere, Uummannarmiuaqqat har arbejdet sammen med gennem årene.
Flere af de kunstnere, der gennem årene har været tilknyttet Uummannarmiuaqqat som musiklærere, tæller Aviaja Lumholdt, Pele Møller, Gaz Zaa Lung Qaavigaq, Kristoffer Jul Reenberg og Karina Møller, der er medlem af det alaskanske band Pamyua, som bygger på inuit- og Yup'ik-kulturens musiktraditioner.
Sammen med Karina Møller har Uummannarmiuaqqat lært sange og danse fra oprindelige folk i Alaska og Canada.
De sange føler Heidinnguaq en særlig tilknytning til.
- Vi har næsten den samme kultur, og deres trommedans og måde at synge på minder meget om vores, siger hun.
- Og det, vi synger om, tilføjer Miannguaq.
En ny begyndelse
Til september flytter Heidinnguaq til Nuuk, hvor hun skal læse kultur- og samfundshistorie på Ilisimatusarfik. Senere på året flytter Miannguaq til København, hvor hun vil søge ind på kokkeuddannelsen.
Det bliver første gang i ti år, at de ikke længere deler hverdagen.
- Opvæksten i Uummannaq har været fantastisk. Vi har haft gode mennesker omkring os og et stærkt fællesskab, siger Miannguaq.
Hun glæder sig samtidig til det næste kapitel. Det gør Heidinnguaq også. Men de tre er enige om, at musikken fortsat skal være en del af deres liv.
- Det bliver noget helt andet, men vi kommer stadig til at mødes og spille sammen. Bare ikke lige så tit, siger Pipaluk.
De håber også, at Uummannarmiuaqqat fortsætter, når de selv er rejst.
- Vi håber, at den nye generation tager over, siger Miannguaq.
Heidinnguaq nikker.
- Ja. Vi håber, at resten af børnene på børnehjemmet fører Uummannarmiuaqqat videre.
