De to nye folketingsmandater er klar til at vende blikket mod Danmark
Der var store smil, kram og højt humør, da det natten til onsdag stod klart, at Qarsoq Høegh-Dam (N) og Naaja H. Nathanielsen (IA) er de to nye grønlandske mandater i Folketinget.
Det kunne mærkes dagen derpå, da det haltede lidt bagud med søvnen.
- Men det går, og jeg føler mig fortrøstningsfuld, siger Qarsoq Høegh-Dam, da KNR mødte ham onsdag.
Selvom de to nyvalgte var oppe det meste af natten, ventede arbejdet allerede onsdag morgen. De skal planlægge deres næste skridt.
Naaja H. Nathanielsen vinker farvel til arbejdet som naalakkersuisoq for både erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling. En post hun har siddet på siden Inatsisartutvalget i april sidste år.
- Jeg har jo skullet blandt andet meddele Jens-Frederik Nielsen, at jeg ønsker at træde ud af naalakkersuisut, og der er en masse praktisk i den forbindelse, siger hun.
Undersøgende fase
Hvad der venter i Danmark, er fortsat uklart. De danske partier er i gang med forhandlinger om at danne en ny regering.
Mette Frederiksen, der lige nu er fungerende statsminister, er kongelig undersøger. Det betyder, at hun nu er i gang med at afsøge, hvem der kan danne regering.
Flere politiske kommentatorer spår, at det bliver svære forhandlinger og kan komme til at strække sig over længere tid. Om de nordatlantiske mandater kommer til at få en vigtig betydning, er fortsat usikkert.
Spørger man Qarsoq Høegh-Dam er Naleraq klar til at gøre sin indflydelse gældende.
- Selvom situationen i Danmark er uafklaret, siger han.
Om partiet vil støtte op om en rød eller blå regering, er helt op til forhandlingerne, siger han fortsat.
Også Inuit Ataqatigiit holder dørene åbne. IA er venskabsparti med Socialistisk Folkeparti.
- Vi er stadigvæk i en undersøgende fase, og vi er i gang med at se, hvor de havner henne i Danmark, siger Naaja Nathanielsen.
Hun ved endnu ikke, hvornår hun rejser til Danmark.
- Det næste bliver fortsatte møder både her i landet selvfølgelig og også med danske partier, og så på et tidspunkt skal vi til Danmark og forhandle, siger hun.
Inuit Ataqatigiit høstede flest stemmer ved valget med 28,6 procent af stemmerne. Naaja H. Nathanielsen fik 1.943 personlige stemmer.
Qarsoq Høegh-Dam fik et kanonvalg med 4.615 personlige stemmer. Det svarer til 21,6 procent af alle stemmer. Det er første gang, at Naleraq vinder et folketingsmandat. Aki-Matilda Høegh-Dam (N) blev ved folketingsvalget i 2022 stemt ind for Siumut, men valgte at hoppe over til Naleraq under Inatsisartutvalget sidste år.