Trump deler endnu engang billede med hilsen til Grønland
USA's præsident, Donald Trump, er tilsyneladende ikke færdig med at fokusere på Grønland.
På sit eget sociale medie, Truth Social, har den amerikanske præsident lørdag delt et billede, hvor han ser ud over en grønlandsk by. Han har et fast greb om en klippe i baggrunden.
På billedet står der "Hello, Greenland" - "Hej, Grønland" på dansk.
Ifølge TV 2 er der tale om den østgrønlandske by Tasiilaq.
Det er samme billede, som Trump delte den 23. maj.
Billedet kom første gang fra Donald Trump, efter at hans særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, havde besøgt det arktiske område.
Han ankom søndag den 17. maj i Nuuk og mødtes senere med Grønlands regeringstop.
Møde med naalakkersuisut
Efterfølgende meddelte formand for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), at de havde haft et godt møde med udsendinge fra USA.
Jens-Frederik Nielsen sagde desuden på et pressemøde, at de to havde understreget linjen, som den grønlandske regering har haft fra starten.
- Vi sagde, at Grønland og det grønlandske samfund skal respekteres, sagde regeringslederen på et pressemøde i Nuuk.
Inden sin afrejse gentog Jeff Landry, at USA har brug for at genopbygge sin tilstedeværelse i Grønland .
- Der er kun én linje for os. Den er rød, hvid og blå. I skal huske, at præsidentens påskønnelse af Grønland skyldes, at Grønland ligger lige inden for den vestlige halvkugle, sagde Jeff Landry til den grønlandske avis Sermitsiaq.
Ifølge USA's ambassadør i Danmark, Ken Howery, har Trump taget "brugen af magt af bordet".
- Fremtiden for Grønland er noget, grønlænderne selv skal beslutte, sagde han ifølge det grønlandske medie KNR under åbningen af et nyt amerikansk konsulat i Nuuk den 21. maj.