Dansk politiker: - Det amerikanske konsulat i Nuuk skal lukkes hurtigst muligt

USA’s konsulat undergraver det grønlandske samfund og dets interesser, mener folketingspolitiker. Han vil have Danmark og Grønland til at samarbejde om at lukke konsulatet og smide amerikanerne på porten.
Rasmus Jarlov er folketingspolitiker og grønlandsordfører for Konservativt Folkeparti. Foto © : Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Skrevet af Markus Valentin
26. marts 2025 12:05

Interviewet med Rasmus Jarlov blev foretaget tirsdag eftermiddag, før det amerikanske besøg i Sisimiut og Nuuk blev aflyst. Men den nye situation har ikke fået politikeren til at ændre holdning.

Det amerikanske konsulat i Nuuk skal lukkes. Det mener Rasmus Jarlov, der er grønlandsordfører for Konservativt Folkeparti i Folketinget.

Som han ser det, undergraver konsulatet det grønlandske samfund.

- Det bliver hele tiden værre og værre, og det står klart, at konsulatet spiller en hovedrolle i den undergravning af Grønland, som amerikanerne foretager sig. Konsulatet har haft en aktiv rolle i det aktuelle besøg. Og det synes jeg ikke, vi skal finde os i.


Det ultimative diplomatiske middel

Den fungerende naalakkersuisut har taget kraftig afstand fra Trumps udmelding om annektering samt det forestående besøg fra vicepræsidentens hustru. Den danske statsminister har også taget afstand fra USA og udtrykt støtte til Grønland som følge af besøget.

Men der skal større midler til overfor amerikanerne, hvis det stod til Rasmus Jarlov. Ifølge ham har konsulatet ikke levet op til sit oprindelige formål, da Grønland og Danmark tillod oprettelsen i Nuuk.

- De modarbejder meget åbenlyst Grønland og Danmark, og vi har ikke nogen forpligtelser til at lade dem have et konsulat. Det har vi ladet dem have, fordi det var meningen, at der skulle skabes positive kontakter mellem Grønland og USA, så der kunne åbnes for virksomheder, mere turisme og andre måder, der ville gavne Grønland.

Trods krigen i Ukraine har Rusland stadig en ambassade i Danmark, og hjemsendelse af ambassadører er et af de mest drastiske diplomatiske skridt. Hvorfor mener du, at man skal gå til dén yderlighed fremfor at lægge sig et sted imellem spændet af fordømmelse og hjemsendelse?

Fordi konsulatet direkte arbejder på at undergrave Grønland. Det gør den russiske ambassade i København trods alt ikke. Vi har i hvert fald ikke taget dem i det på samme måde, som konsulatet i Nuuk bliver taget i det. De lægger ikke engang skjul på det.

- Vi er meget imod det, som Rusland foretager sig med hele deres modbydelige krig. Men den russiske ambassade i København render trods alt ikke rundt åbenlyst og laver aktiviteter, som undergraver Danmark i Danmark.

I samarbejde med naalakkersuisut

Rasmus Jarlov understreger, at selvom det formelt set er Danmark, som styrer udenrigspolitikken og dermed tilladelsen af konsulater, så skal en beslutning om at lukke det amerikanske konsulat i Nuuk ske i tæt samarbejde med Selvstyret.

- Hvis grønlænderne er uenige, synes jeg, det vil være forkert at lukke konsulatet. Men min og mit partis holdning er, at det bør lukkes.

- Men det er ekstremt afgørende, at Danmark og Grønland agerer sammen i den situation, vi er i nu, afslutter den konservative grønlandsordfører.

KNR har forsøgt at komme i kontakt med partilederne for at høre deres holdning til en eventuel lukning af det amerikanske konsulat. Men grunden koalitionsforhandlingerne har dette ikke været muligt. KNR forsøger stadig at få en kommentar.